Oppegård for 100 år siden: Sprogforskeren

Hver dag i påsken publiserer vi i Oppegård Avis en sak fra den 100 år gamle lokalavisen, Oppegaards-Posten. Den kan du lese mer om her. Idag publiserer vi en sak hvor Harald Johnsen, daværende ordfører i Oppegård Kommune.

Lokalhistorisk arkiv, Oppegaards-Posten 4. februar 1921:

Sprogforskeren Harald Johnsen

Sproget er en levende organisme, som næres av livets egne betingelser. Derfor er det alltid i vekst.

Men det vokser langsomt, og deter ikke noget menneske givet at øke denne vekst med tvangsmidler i nogen form. Allermindst sporgforskeren, ordfører Harald Johnsen.

I andre land, hvor man har større respekt for sine kulturværdier end vi har, overlater man det til høit anseede videnskabelige institutioner at verne om nationens sprog og med varsomhet foretaog fastslaa de forandringer som tiden medfører.

Man tillater ikke en hr. Johnsen at fjuske frem sine ideer om hvad det og det skal hete.

Kullebunden er et navn. "Kolbotn" er hverken dit eller dat. Det er lapskaus.

Man vilde aldrig ute i verden finde paa, at spørsmaal om sprogform hørte til politiske programmer. Men vore politiske smaaærgjerrigheter er altid paa jagt efter "det", som de tror kan bære dem frem – om ikke andet saa til en ordførerstilling. Man er lur nok til at klistre etiketten "national" paa sit krav, og hvad gaar ikke i vælgerne her i landet, naar det bare er "nationalt"?

Hr. Johnsen hører ikke til de nationale med rosemalte vaatter og skind i buksebaken. Langtifra., han hører til de internationale. Og naar han gjør de, hvorfor i al sund fornufts navn vil han saa omdøpe stedsnavnet Kunnebunden til "Kolbotn"?

Kullebunden er et navn. "Kolbotn" er hverken dit eller dat. Det er lapskaus.

Der er aasfattiogmdommen alene, som ikke greier at høvde norkse nationale tanker. I det sprog, som skrives fra Lindesnæs til Nordkap, fra Kjølen til den ytterste holme.

Og der maa fares varsomt frem mot de kulturværdier sproget repræsenterer. Det er kanske de dyrebareste værdier vi eier.

Derfor bør og maa ikke befolkningen paa Kullebunden la sig prakke paa en omdøpning, hvor utgangspunktet er at finde hos sprogforskeren Harald johnsen, hvis forstaaelse av det norske sprog er nul og niks.

I sidste herredsstyremøte spør en av repræsentanterne, om ordføreren hadde undersøkt, hvorvidt skolestyret uten videre kunde beslutte navnet forandret.

Ordføreren syns ikke at interressere sig videre for saken, da hans negative svar var: Det var sendt forespørsel til krikedepartementet, men man kunde gjerne sen forespørsel til, da der ikke var indkommet noget svar.

Ordføreren oplyste videre, at han benyttet hvilket navn han vilde, og at han trodde neppe, man kunde negte ham at føre protokollen paa landsmaal engang.

Indtrykket av ordførerens holdning i denne "navnesak" er, at han er sta som en gammel hest, og at det han har faat i hodet ikke er til at faa ut igjen.

Vi vet ikke hvad ordføreren sigter til, men ingen kan negte ham at benytte hvilket navn han vil.

Men saa faar han ogsaa ta konsekvensene, idet muligens offentlige dokumenter, breve osv. ikke kommer ham ihænde.

Indtrykket av ordførerens holdning i denne "navnesak" er, at han er sta som en gammel hest, og at det han har faat i hodet ikke er til at faa ut igjen. Om det er aldrig saa galt. Den sunde fornuft er et uttryk, som ganske sikke ikke findes i hr. Johnsens leksikon.

Men vi vil opfordre hr. ordføreren til at indsende fornyet forespørsel og gi en grei og klar besked om hvorledes saken ligger an. Striden Kullenden contra "Kolbotn" maa nu faa en endelig avgjørelse.